Systemet

I løbet af min rejse her i sommer blev jeg færdig med indtil flere bøger, hvilket er lidt af en præstation i min verden. Den eneste iblandt dem, som var et litterært mesterværk, var "Blonde" af Joyce Carol Oates, en fiktionaliseret biografi om Marilyn Monroe, som jeg blev færdig med i en meget klaustrofobisk køje i et tog mellem Hat Yai i Thailand og Kuala Lumpur i Malaysia, mens en gammel muslim lå og mumlede bønner i køjen nedenunder. "Blonde" havde jeg været igang med i over et halvt år, hvilket ikke er et usædvanligt tidsrum for mig at strække en bog over. I begejstring over "Blonde" ragede jeg ved førstgivne lejlighed endnu en Oates-bog til mig, The Tattooed Girl, om en kronisk syg, jødisk forfatter der uden at vide det ansætter en rasende antisemit, en ung, tatoveret kvinde, til at assistere sig i sit hjem. Den ondeste satire, jeg længe har læst - Oates må hade Phillip Roth, som bogen uden forklaring er dedikeret til - og selvom den ikke er et mesterværk som "Blonde", blev den slugt på en uge (den indeholdt også lidt færre sider; det hjælper jo;).

Der var dog bestemt andre interessante bøger i kufferten end dem, der var forfattet af Oates. En af dem var Kristian Ditlev Jensens "Det bliver sagt", som er en selvbiografisk fortælling om de voldsomme seksuelle overgreb, han som barn i 3 år blev udsat for af en pædofil vaneforbryder. Den pædofile vaneforbryder kaldes i bogen "Gustav", hvilket Ditlev Jensen i forordet forklarer med, at han har valgt at opkalde ham efter hovedpersonen i Thomas Manns "Døden i Venedig", der mig bekendt handler om en mand, der forelsker sig i en ung dreng. Han forklarer derudover, at de psykologer og psykiatere, der senere vil optræde i bogen, har han valgt at opkalde efter store mænd og kvinder indenfor psykoanalysens og psykiatriens historie - jeg nævner i flæng "Sigmund" :). 

Bogen er velskrevet og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at den er en ærlig gennemgang af de forfærdelige begivenheder, den beskriver. Begivenhederne er desuden dokumenterbare, da der er faldet dom i sagen.

Men med de valg, Ditlev Jensen træffer om navngivning af sine personer, kommer der samtidig noget mytisk over fortællingen - noget storslået, som ikke harmonerer med ønsket om at levere en barsk fortælling fra det virkelige liv, hvor intet er lagt til eller trukket fra. Den lille Kristian beskrives, i overensstemmelse med sandheden, som offer, men samtidig gøres han til hovedperson i en dramatisk fortælling - ikke bare et offer for en tilfældig hensynsløs overgrebsmand, men symbolsk et offer for en berømt litterær skikkelse. Jeg har svært ved at forstå baggrunden for disse valg af navne til bogens (virkelighedens) personer, især navngivningen af Gustav. Hvis jeg selv var blevet udsat for frygtelige seksuelle overgreb i min barndom og ville skrive en selvbiografisk bog om det, har jeg svært ved at forestille mig, at jeg kunne få mig selv til at kalde overgrebsmanden Humbert-Humbert efter den pædofile hovedperson i Vladimir Nabokovs "Lolita". Det tror jeg ikke, jeg ville føle, at han havde fortjent; især ikke, hvis han var en udpræget intellektuel narcissist som Ditlev Jensens Gustav, der, alt til trods, utvivlsomt har siddet et eller andet sted og har nydt at være blevet opkaldt efter en af den højt besungne Thomas Manns figurer.

Men personligt er jeg glad for, at Ditlev Jensens armbevægelser har været så store, da Gustav skulle døbes med sit pseudonym. På den måde føler jeg nemlig, at jeg indirekte får tilladelse til at betragte historien som det, den OGSÅ er - nemlig dybt interessant og kompleks. Jo, der er naturligvis et stort element af en helt enkel, sort-hvid situation, hvor en voksen mand langt overskrider alle grænser for menneskelig opførsel overfor en uskyldig dreng. Men så er der alle de sære overbygninger og alt det komplicerede imellem, og jeg kan ikke forestille mig, at Ditlev Jensen selv ville benægte, at der var mere i det end som så - og heraf måske det særprægede navnevalg.

Lad mig kort beskrive Gustav, sådan som Ditlev Jensen beskriver ham, så vi får nogle ting på plads: Gustav er, da Kristian møder ham, en mand i 30'erne; ugift og barnløs. Han stammer fra en overklassefamilie, men har aldrig formået selv at få succes i samfundet; f.eks. har han ikke færdiggjort sin universitetsuddannelse. På overfladen er han enhver lille drengs drøm om en voksen: Barnlig, sjov, legesyg, opmærksomhedsgivende og mærkværdigt uforskammet på den måde, som traditionelt opdragne børn synes er helt fantastisk - han bruger ekstremt mange småperverse ord og udtryk, bander uhæmmet, og kan bryde fnisende sammen over ting som "der ligger snegle og boller i vinduet". Under overfladen gemmer sig imidlertid en grusom tyran, som uhæmmet benytter sig af grove manipulationer, løgne, følelsesmæssig bestikkelse og trusler for at få sin vilje - og der gemmer sig en evigt hungrende sexforbryder. En af de psykologer, Kristian senere i livet får hjælp af, beskriver uden tøven Gustav som psykopat, og jeg er enig. Ikke på grund af sexforbryder-aspektet - ingenlunde (den såkaldt "kærlige krænker" er nok mere udbredt end den sadistiske krænker-type, Gustav er et eksempel på) - men på grund af det ubegribelige net af ondsindede manipulationer, han fuldstændigt skamløst vikler Kristian ind i, med det formål at knytte drengen til sig i et mørkt afhængighedsforhold, så han kan fortsætte sit misbrug (og selvfølgelig med det formål at skjule misbruget for omverdenen - også Kristians forældre får de mest ufattelige ture igennem manipulationsmaskinen, og det virker).

Den opmærksomhedshungrende Kristian kommer fra en arbejderklassefamilie med to udkørte, hårdtarbejdende forældre, der ikke ret godt overkommer at give Kristian den omsorg, ethvert barn fortjener. Og de formår slet ikke at støtte Kristians nysgerrige natur og trang til at lære nyt og udvikle sig intellektuelt. Det formår Gustav tilgengæld i den grad - ligeså barnlig og uudviklet, han er psykologisk og følelsesmæssigt, ligeså intellektuelt højtudviklet, belæst og vidende er han - især sammenlignet med, hvad Kristian er vant til. Så alt imens Gustav med sine fysiske og psykiske overgreb forkrøbler Kristian seksuelt og følelsesmæssigt, udvikler han ham intellektuelt, og introducerer ham for ting, der ifølge Ditlev Jensen selv i høj grad har været med til at forme den person, han er blevet i dag - en mand, der har fjernet sig langt fra det slidsomme og konforme liv i arbejderklasseghettoen, hvor menuen stod på frikadeller og brun sovs, og bøger, kunst, politik og rejser ikke havde meget plads i diskussionerne omkring middagsbordet.

Især de mange rejser til udlandet, Gustav tager ham med på (formentlig fordi det er lettere at kamouflere deres forholds natur, når de er i bevægelse og blandt mennesker, der ikke kender dem), tillægger Ditlev Jensen stor betydning for hans senere udvikling i retning af et nysgerrigt menneske, der har appetit på verden, og beskriver dem meget malerisk (de maleriske beskrivelser gælder naturligvis ikke overgrebene, der fulgte med som det sorte spøgelse, og som vi får at vide var endnu grovere og hyppigere på udlandsrejserne end herhjemme) - man fristes til at sige (og ja, jeg er bevidst om, hvordan det kan lyde): Som noget, han absolut ikke ville have undværet.

Jeg finder dette dybt paradoksale forhold mellem overgrebsmand og offer utroligt interessant. Det er, sådan som jeg ser det, ekstremt tabuiseret (heraf titlen på indeværende indlæg), at det samme menneske, som har misbrugt og ødelagt en, kan have givet en nogle uundværlige oplevelser og erfaringer, og en på tidspunktet uundværlig grad af opmærksomhed, som man ikke kunne få af andre. Og at dette menneske, hvis det er en, man har haft et flereårigt forhold til, i hvert fald uundgåeligt har formet en del af ens personlighed, på godt og ondt. Gustav og Kristian er et ekstremt eksempel på et sådant forhold, men kender vi det ikke alle, i varierende grader? Ræk hånden op alle, der ikke kan pege på et eneste dysfunktionelt og uligeværdigt forhold i jeres fortid, som har været med til at gøre jer til dem, I er.

Kristian Ditlev Jensen er nu blevet en af dem, der vil forbyde mænd at gå til sexarbejdere. Man har ikke svært ved at forstå, at han, med sin egen voldsomme overgrebserfaring i bagagen, er blevet allergisk overfor tanken om enhver situation, der kunne indeholde seksuelle overgreb. Denne kobling er en, jeg laver, og jeg er ikke sikker på, at Ditlev Jensen ville skrive under på, at der er en så direkte sammenhæng mellem hans personlige historie og hans holdning til sexarbejde. Det er dog svært ikke at lave koblingen, når man kender et andet eksempel, som det ligger lige for at sammenligne ham med - den tidligere sexarbejder Odile Poulsen, som selv direkte kobler sin historie som offer for seksuelle overgreb i barndommen sammen med sin senere karriere i prostitution og sin nuværende kamp for et købesexforbud. Jeg synes, det er ekstremt sørgeligt, hvis vi i den, efter min opfattelse, totalitære løsningsmodel i forhold til, hvordan man bør håndtere folk, der bruger deres seksualitet på en anden måde end de fleste, ser spøgelserne af de tyranniske personer, som er henholdsvis Ditlev Jensens Gustav og Odile Poulsens far.

NB: Den nydelige unge mand på billederne hedder Ola Chris.