Systemet

Egentlig er jeg havnet i en mærkelig situation. To ting, jeg ikke kan fordrage, er der indenfor meget kort tid blevet foreslået forbud imod: Kamphunde og burka/niqab. Det er sådan en situation (og dem er der i øvrigt ikke så få af), hvor en del af mig godt kunne ønske, at jeg var sådan en type, der ikke rigtigt tænkte dybere over tingene. Hvis jeg var velsignet med et lavere niveau af intellektuel energi (og nej, det er faktisk ikke bare newspeak for "snotdum i roen";), eller bare med et mere ukompliceret og ubekymret sind, tror jeg, jeg uden at tøve og med et tilfreds smil ville hilse disse nye forslag til forbud velkommen.

Hurra! - ikke flere groteske, røde, savlende kæber, der hænger under en mikroskopisk hundehjerne, og som jeg lige kunne se lukke sig om min elskede kats krop og ruske den rundt, til der ikke var mere end end en strimmel pels tilbage. Ikke flere absurde, omvandrende campingtelte, der symboliserer enten bagstræberisk kvindeundertrykkelse eller ulidelig selvretfærdighed a la "jeg er en bedre og renere kvinde end jer andre" - eller slet og ret en grad og form for forståelse af religiøsitet, jeg føler mig aldeles utryg ved. Der er som kraftigt antydet ikke rigtigt nogen af de to ovennævnte ting, jeg sådan generelt set holder af eller gider at være i nærheden af, så lad os da bare sige: Væk! Vi accepterer det ikke. Find et andet land.

Men ak. Jeg tænker, og det kan jeg ikke lade være med, og forslag om forbud er jeg efterhånden blevet mere allergisk overfor end birkepollen. Jeg må konstatere, at der findes mange mennesker "derude", som end ikke overvejer, om det faktum, at man IKKE KAN LIDE Y, måske ikke er det samme som, at det vil være gavnligt/nyttigt/realistisk/i sidste ende ønskværdigt, herunder for en selv og andre, der heller ikke kan lide Y, at Y bliver FORBUDT.

For hvad er det der "forbudt" egentlig for noget? Der er aldrig blevet drukket så meget sprut som under forbudstiden i USA. Antallet af rygere er i visse lande steget , efter man har indført delvist rygeforbud. En af mine ikke-rygende bekendte udbrød for nylig "Det var dog utroligt, så meget folk ryger nu, når man kommer på de steder, hvor der stadig må ryges! Det var meget bedre før, hvor man måtte ryge flere steder; der havde folk måske ikke behov for på samme måde demonstrativt at ryge igennem!" Jeg kan ikke sige, at jeg har gjort mig helt samme iagttagelse, men ulogisk er den jo ikke, når man tager menneskets på en gang svage og stædige natur i betragtning. På helt samme vis er kamphunde allerede forbudt i England, og jeg har personligt aldrig set så mange lede kamp-bæster på fire ben, som jeg så i løbet af mit halve år i London. Og i helt samme boldgade er fænomenet gadeprostitution vokset i Sverige siden de indførte sexkøbsloven i 1999. Det er altsammen ret flot, må man sige.

Forbuds effekt er altså mildest talt tvivlsom, og især, mener jeg, når det gælder forbud mod ting, som rækker meget dybt ind i folks privatsfære og identitet - såsom sex, påklædning, kæledyr og nydelsesmidler. Det er der jo sådan set noget livsbekræftende over - at vi trods alt HAR en grænse for, hvor langt ind vi vil lukke statens kontrol. Hvor tæt på os, den centrale magt må komme.

Derudover er mange af den slags forbud mod enkelte fænomener usammenhængende og problematiske på flere måder. Burkaen, for eksempel. Den dækker hele ansigtet, og øjnene kan kun anes gennem et net. Det er unægteligt et problem i forhold til deltagelse i det almindelige samfundsliv; f.eks. eftersom få arbejdsgivere vil ansætte et menneske, de ikke kan se, og det kan heller ikke være nemt at sikre sig den burka-bærendes identitet ved en eksamen. På den anden side giver grundloven os heldigvis ikke ret til at diskriminere på grundlag af religion, hvilket man naturligvis ville gøre, hvis forbudet blev formuleret som at det kun gælder burka og niqab, som nu engang ikke bæres af andre end muslimske kvinder. Det kunne man komme udenom ved simpelthen at forbyde alle beklædningsgenstande, der dækker ansigtet... Men her ville vi komme til at stå i en situation, hvor vi måtte arrestere de rare, midaldrende, langtidsledige mænd, der hvert år i december leger julemand for snottede unger i indkøbscentre. Mennesker, der dækker deres ansigt fordi det er vansiret, ville heller ikke længere have ret til at skåne sig selv for andres blikke på denne måde. Jovist er det meget få, der ser så forfærdelige ud, at de ligefrem vælger at skjule sig, men det er sørme også meget få i Danmark, der går i burka og niqab. 

Der ligger også en basal grusomhed i at fratage mennesker noget, som betyder meget for dem, og som ikke, eller kun yderst sjældent og uden bevidst intention, skader andre. Tag for eksempel forslaget om, at alle hvalpe med kamphundegener bør aflives, som er kommet op i forbindelse med det generelle forslag om forbud mod kamphunde. Ikke nok med, at det selv i sin abstrakte form er meget rabiat (mennesker med mere forstand på sagen end mig siger alle, at en kamphund kan blive til en god og ufarlig hund med den rette opdragelse - så måske er problemet med kamphundene snarere, at de ofte havner hos Brian-typer, hvis overskud til at opdrage en hund med en besværlig natur kan ligge på et lille sted?) - forestiller man sig, hvad det konkret ville betyde, er det direkte grusomt. I Danmark har vi det normalt halvskidt med at aflive babyer, når de først er kommet til verden, og man kan da lige høre gråden og tændernes gnidsel for sig i de børnefamilier, der skal have tvangsaflivet de hvalpe med 25% Amstaff-gener, den trofaste familiehund lige har født.

Den hund, der oftest tager en luns af danskernes kød er i øvrigt den højt besugne villa-Volvo-og-vov-vov-hund, Golden Retriever. Det er den mest udbredte hund i Danmark, og den er åbenbart ikke altid så blid, som man gør den til. Jeg er ikke i tvivl om, at en kamphunds bid i de fleste tilfælde kan udrette større skader end en Golden Retrievers, men jeg synes ikke, argumentet er uvæsentligt alligevel. Også andre typer hunde end kamphunde har slået mennesker ihjel. Det helt logiske, hvis man virkelig ville beskytte borgerne mod hundeangreb, ville være at forbyde alle hunde over en vis størrelse. Det ville selvfølgelig være at gå for langt, men skal vi så ikke bare stoppe nu? Det kunne jo være, der var bedre ting at tage sig til end at forbyde det, der ikke lige passer os.

Da jeg gik i folkeskole, havde jeg en dansklærer, der som så mange andre dansklærere i hendes generation var meget optaget af, at hendes elever skulle blive socialt bevidste. Vi skulle lære noget om uretfærdighederne og ulighederne i samfundet - vi skulle - i det omfang, det var muligt for en nordsjællandsk skoleklasse, hvoraf næsten alle boede i pæne parcelhuse med bøger i reolen, Golden Retriever, nyt tøj fire gange om året og resten af svineriet - lære at have empati med samfundets udstødte og ressourcesvage. Det var sådan set godt nok, omend det måske af og til gik lidt udover fagligheden, og omend hendes motivation for at interessere sig for dette - typisk for hendes generation af skolelærere - var rodfæstet i en politisk holdning til venstre for midten, og hun altså ikke var hvad man kunne kalde objektiv.

I den forbindelse læste vi mange socialrealistiske romaner, og det gav mig faktisk en basal kærlighed til genren socialrealisme; i dag især på film. Jeg er stor fan af horror, og socialrealisme er jo ofte en slags horror fra det virkelige liv :). I en af disse socialrealistiske romaner gik udtrykket "systemet" igen og igen. Ikke overraskende, når vi har at gøre med en roman skrevet af en dansk forfatter om det danske samfunds svageste, for i Danmark fylder "systemet" meget, og jo mere ressourcesvag, man er, jo mere fylder det typisk - om man så vil det eller ej. "Det udtryk skal I huske - "systemet"", sagde min lærerinde. Og jeg har faktisk husket det lige siden, selvom en af mine stærke sider i skolen bestemt ikke altid var at gøre, som læreren sagde :). Men den dag i dag bider jeg ekstra mærke i det, jeg læser eller hører, når ordet "systemet" optræder.

 "Systemet" (med undtagelse af uddannelsessystemet) er noget, jeg selv i vidt omfang har undgået nærkontakt med, fordi det ikke har været nødvendigt for mig at opsøge det. I to kortere perioder for en del år siden henvendte jeg mig dog til den del af systemet, der typisk dealer med de mindre ressourcestærke, nemlig bistandskontoret, som det vist hed dengang. Dybest set henvendte jeg mig, fordi det var muligt, ikke fordi, jeg ikke godt kunnet have klaret mig selv. Men jeg var smådepri og forvirret og det var bare nemmere på den måde... Troede jeg i hvert fald.  Men jeg blev noget rystet over den måde, "systemets" repræsentanter i form af funktionærerne på bistandskontoret talte til folk på, inklusive mig. Den åbenlyst mistroiske og patroniserende måde, man blev behandlet på, når man kom for at bede om det, man vel egentlig har ret til som dansk borger, når man ikke ejer værdier - kontanthjælp i en begrænset periode. Og jeg kom til at tænke på, hvor psykisk nedbrydende det måtte være for dem, der havde befundet sig på et af de laveste trin på systemets trappe (kontanthjælpsmodtagerne) i årevis, og som måske endda ved deres indtræden som systemafhængige havde haft en lavere selvtillid end mig, at blive behandlet og talt til på denne måde igen og igen.

Et møde med "systemet" i anden sammenhæng bekræftede mine første, spæde oplevelser. Jeg havde boet udenfor Europa i en periode, og ve den, der efter sådan utroskab ønsker at vende tilbage til Danmark. Man skal genregistreres som bosat i Danmark, og det burde være forholdsvist enkelt, hvis man er dansker og kan byde skrankepaven på et stykke papir med en adresse i Danmark, men ak nej. Jeg har lykkeligt glemt de fleste detaljer i sagen, men jeg blev i hvert fald sendt fra den ene skranke til den anden, kigget mistroisk på, blev spurgt om den adresse, jeg havde med, nu også var der, jeg "virkelig boede" og hvordan det kunne være, at der også boede andre mennesker på adressen. Blev bedt om lønsedler, huslejekvitteringer (jeg var lige ankommet for få uger siden, havde ikke noget arbejde og ikke betalt husleje endnu, da den endnu ikke var blevet opkrævet), underskrifter og bekræftelser. Egentlig tog alt dette ikke ret lang tid målt i uger, men det var anstrengende cirka som et årsværk på tandlægeskolen. Det værste var ikke formaliteterne - dem må man jo trods alt bare vænne sig til at tage i stiv arm - det værste var den aura af mistroiskhed, jeg følte omkring mig, såsnart jeg trådte ind på et af "systemets" kontorer. Ligeså med bistands-episoderne, som ikke var formelt besværlige, men psykisk ubehagelige.

Jeg ved ikke helt, hvad den underlige behandling fra visse systemrepræsentanters side af folk, der har brug for "systemets" assistance, skyldes. Men jeg tror hurtigt, man som systemrepræsentant "på gulvet" kan få sig en arbejdsskade, der giver sig til udtryk ved, at man begynder at føle sig permanent overlegen i forhold til (visse) andre mennesker, fordi man har vænnet sig til, at alle, der kommer til en, har brug for noget, man kan give dem, og ikke vice versa. Som person mener jeg dybest set ikke, at jeg er arrogant (egentlig tværtimod), men jeg kan have en lidt arrogant facede, og den hjælper mig ofte, når jeg f.eks. skal deale med sure og oppustede individer i private firmaer. Det har lukket kæften på mange næsvise københavnersnuder ( ;) ) i den private sektor, når jeg har skruet op for en nordsjællandsk accent, som jeg ikke taler til daglig, men kan efterligne troværdigt, og kigget dem fast ind i øjnene, selvom jeg inderst inde ikke følte mig særligt selvsikker i deres selskab. Men DET er nok ca. det sidste, man skal byde en skrankepave i det offentlige. De "svage" individer har de måske i det mindste lidt ondt af, men kommer man og spiller storsnudet SAMTIDIG med, at man har brug for det samme som de "svage", bliver man mødt med en mur af kulde og foragt - nærmest had, fornemmede jeg. Ja, det lyder voldsomt - men jeg troede det bestemt heller ikke selv, før jeg oplevede det.

"Systemet" er naturligvis også noget helt andet og meget mere overordnet end de små skrankepaver på kontorerne. "Systemet" er også højt placerede mennesker i f.eks. politik, og i disse år går det mere og mere i retning af, at medierne allierer sig med denne højere del af "systemet" (den lavere del af "systemet", f.eks. pædagoger, lærere og de føromtalte skrankepaver, kritiseres derimod mere end nogensinde før flittigt i medierne - hvilket kan være berettiget, men hvilket også af og til lugter af, at man går efter manden fremfor bolden, og af en journalistisk uprofessionel loyalitet med en borgerlig regerings agenda), fremfor at holde sig på den afstand, det er nødvendigt at holde sig på, hvis man skal se oprigtigt kritisk på nogle eller noget. De danske politikere har i disse år travlt med at modellere på den danske befolkning, sådan vi kan blive ligeså "gode" som dem. Det er ikke alle disse "modelleringsforsøg" som ligefrem kan beskrives som (forsøg på) overgreb mod befolkningen, men nogle kan, i hvert fald i sidste instans. Det vil denne blog komme til at handle om af og til. Den vil også komme til at handle om andre ting, men dybest set mener jeg ikke, at man som dansker, der interesserer sig for samfundsspørgsmål, nogensinde helt kan komme udenom at forholde sig til dette "system" og dets virke og påvirkning. I Danmark har vi meget systemverden, og ikke så meget livsverden*; det har vi selv valgt, og det er muligt, at det i vidt omfang er godt - men intet er absolut godt, hverken systemer eller fravær af samme.

Men fordi jeg har et lidt specielt forhold til og en fascination af det sproglige begreb "systemet", og fordi jeg i øvrigt er mangeårig kæmpefan af Kafka* (og jeg tror, han kunne finde på at kalde sin blog for noget i retning af "systemet", hvis der havde været blogs på hans tid;), hedder bloggen altså "Systemet" - selvom det er et ord, der sætter mange grimme associationer igang hos mange, til dels inklusive mig selv.

*http://da.wikipedia.org/wiki/Livsverden

*http://da.wikipedia.org/wiki/Franz_Kafka